Spring til indhold

Økonomi og tildeling

Tildelingsmodellen bygger på en effektbaseret tilgang om ejerskab og ansvar for egen drift på den enkelte skole, men hvor der også er plads til, at fællesområdet bærer en del af udgifterne til specialundervisning for ikke at udhule skolernes økonomi.

Tildelingsmodellen trådte i kraft i forbindelse med den nye skolestruktur i Vordingborg Kommune den 1. august 2012. Modellen er løbende blevet justeret ift. lokalpolitiske beslutninger og national lovgivning. Seneste version er godkendt af kommunalbestyrelsen den 28. november 2018.
Tildelingsmodellen justeres hvert år, på baggrund af de faktuelle tal for kommunens skolevæsen.

Hvordan er skolernes økonomi skruet sammen?

Skolerne tildeles hvert år budgetter til at drive skole og undervisning (herunder også specialundervisning og inklusion) via budgettildelingsmodellen. Skolernes tildeling kan opdeles i faste og variable budgetter.

  • Fast budgettildeling:
    Den faste budgettildeling består af faste takster til ledelse, administration samt matrikler. Taksterne ganges op med det antal ledere, sekretærer og matrikler, som den enkelte skole har fået tildelt. Taksterne fremskrives hvert år med den af KL definerede pris- og lønudvikling. Den faste budgettildeling er således uafhængig af udviklingen i elevtallet.

  • Variabel budgettildeling:
    Den variable budgettildeling består af en række takster til normalundervisning, vikartildeling, elevrelaterede udgifter og kompetenceudvikling.
    Taksten til normalundervisning er opdelt i tre niveauer; indskoling, mellemtrin og udskoling. I beregningen indgår antal årlige elevtimer til fagdelt såvel som understøttende undervisning, timenormering for både lærere og pædagoger samt gennemsnitlig årsløn for hhv. lærere og pædagoger.
    Taksterne til den variable budgettildeling ganges med antal elever, som er indskrevet på distriktsskolen den 5. september fordelt på klassetrin. Takst gange elevtal, giver således dét budget, som skolerne driver skole og undervisning for.

Ungdomsskolen og Kalvehave Skole er takstfinansieret, og indgår ikke i budgettildelingen.

Budget til specialundervisning og inklusion, kommer fra en fast pulje som fordeles til skolerne ud fra antal 6-16 årige som er bosat i pågældende skoledistrikt den 5. september. Tildelingen til specialundervisning korrigeres for socioøkonomi.

Justeringer og særlige tiltag

Da den nuværende tildelingsmodel blev indført i 2012 valgte man at målrette budgetpuljer til særlige indsatser:

  • Tildeling til lav klassekvotient (4,6 mio. kr.)
  • Bedre vikardækning (4,7 mio. kr.)
  • Kompetenceudvikling som følge af folkeskolereformen (8,9 mio. kr.)

Siden er skoleklubberne tildelt ekstra ressourcer til;

  • Bedre normering og pædagogisk ledelse (1,8 mio. kr.)
  • Kortere skoledage (0,8 mio. kr.)

og af budgetreduktioner har der været;

  • Sygefraværsprojekt (0,1 mio. kr.)
  • Indkøbsbesparelser (0,3 mio. kr.)
  • Distriktssocialrådgivere (1,2 mio. kr.)

Hvorfor er skolernes økonomi udfordret?

Faldende elevtal er ikke nødvendigvis en udfordring for skolernes økonomi, da tildelingen i vid udstrækning er elevbaseret. Problemet opstår, når elevtallet er jævnt faldende i en længere periode, som det har været i Vordingborg Kommune i mere end 10 år, samtidig med at de faste udgifter er konstante.
Med andre ord: Enhedsudgifterne stiger og de faste udgifter kommer til at udgøre en større og større andel af driften, og det bliver forholdsmæssigt dyrere at drive skole for hvert år der går.

Konkret skal Skoler bidrage med omprioriteringer for 5 mio. kr. fra og med Budget 2023. Derudover ligger der en negativ demografiregulering på -5 mio. kr. i 2023 som blev beregnet til Budget 2022.

Hvordan kan udfordringerne løses?

Politisk er det besluttet, at kvadratmeterne i Vordingborg Kommunes bygninger skal udnyttes klogt. Bygningsgennemgangen har givet indblik i skolematriklernes stand og økonomi. Elevtal og kapacitet giver indblik i brugen af kvadratmeterne på matriklerne. Det er på den baggrund muligt at se på alternative modeller for at samle én eller flere matrikler som

  1. giver bedre udnyttelse af bygningerne og
  2. frigør ressourcer til omprioriteringer

Det er også muligt at se på elementer i skolernes budgettildeling: Kompensation for lav klassekvotient, puljer til ekstra vikardækning, kompetenceudvikling etc. Med andre ord, udgifter som ikke er relateret til bygningsmasse og mursten, men derimod relateret til undervisningen på skolerne.